Der er lys for enden af corona-tunnellen, men der er gånnok langt derhen. Ulideligt langsom vaccine-udrulning. Nye smitsomme mutationer. Truslen fra tredje og fjerde bølge. Med en vatpind oppe i næsen spekulerer man på, om det nogensinde holder op.
Og det gør det nok ikke. Corona-pandemien klinger vel af en dag, men andre kriser vil tage over: Klima- og biodiversitetskriserne er allerede ubestridelige fakta. Atommissilviftende autokrater. Fanatisk religiøse oliemilliardærer. Fagforeningshadende techbillionærer.
Alligevel er jeg optimist. Grundlæggende er der håb for menneskeheden (se fx den nys udkomne bog Det gode menneske af Rutger Bregman). Darwinismens survival of the fittest er ikke nødvendigvis en kamp til døden om knappe ressourcer, men mindst lige så meget et spørgsmål om evnen til at arbejde sammen til gensidig nytte (se fx Stephen Jay Goulds essay Kropotkin was no crackpot).
Mutualisme er måske naturens allermest gennemgående træk. Mycelietrådene, der forbinder træernes rødder. Næsehornet med dets oksehakker. Bakterierne i vores tarme. Alle er vi afhængige af alle mulige andre.
Den mest basale sandhed er at 1 +1 ikke kun er 2, men 3 (eller noget helt ukvantificérbart mere). Helheden er større end summen af sine dele.
Og her kan jeg ikke dy mig for at påpege parallellen til vores egen lille forfatterverden: Vi står stærkest sammen. I kontraktforhandlinger med forlagene. Som lobbyister overfor politikerne. Som stemme i offentligheden. Som organisation står DSF sammen med den anden forfatterforening, med forlag, biblioteker og boghandlere i vores fælles kamp for overlevelse.
Så kære medlemmer: I skal have tak for at være netop det.
Peter Adolphsen, formand