Pressemeddelelse
Caspar Eric modtager Prins Henrik Prisen 2023
Caspar Eric har netop modtaget Prins Henrik Prisen på 300.000 kr. og en statuette af Prins Henriks skulptur ”Fabeldyr”. Prisen blev overrakt af Hendes Majestæt Dronningen, og pengesummen er sponsoreret af AVK Holding.
Caspar Eric tildeles Prins Henrik Prisen 2023 for sit banebrydende forfatterskab. Prisen uddeles som et uansøgt hæderslegat til en aktuel og etableret dansk digter, der med sit virke har ydet et væsentligt bidrag til dansk lyrik. Caspar Eric har siden debuten i 2014 markeret sig som en fremtrædende stemme på den danske lyrikscene, og Prins Henrik Prisens jury fremhæver følgende kvaliteter ved Erics forfatterskab:
”Med sin kraftfulde og direkte poesi, der balancerer sårbarhed og politisk indignation, åbner han nye rum. Hans digtning konfronterer tabubelagte emner og giver håb til os alle om andre måder at være sammen på i en tid, hvor vi har brug for nye balancer.”
Juryens indstilling
Caspar Eric er udvalgt som prismodtager af en uafhængig jury nedsat af de to forfatterforeninger, Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere. I Juryen sidder lektor Louise Mønster og de to digtere Shadi Angelina Bazeghi og Thomas Boberg. Juryen udtaler i indstillingstalen:
”Det er afgørende, at vi har en kunst, der forsøger at finde et sprog for og kaste lys over områder af virkeligheden, som ligger i mørke. Det er vigtigt at udfordre den eksisterende deling af det sanselige, at fremme nye perspektiver og give erfaringsverdener plads, som ikke tidligere har fået det. Og det er essentielt at blive ved med at tro på, at det betyder noget, hvad vi formulerer os om, og hvordan vi gør det.”
Caspar Eric fik overrakt prisen af Dronningen i Dansk Forfatterforenings lokaler i København d. 10. juni 2023. Prins Henrik Prisen uddeles i samarbejde med Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere.