Peter Laugesen modtager Prins Henrik Prisen 2025

Peter Laugesen har netop modtaget Prins Henrik Prisen på 300.000 kr., sponsoreret af AVK Holding, og en statuette af Prins Henriks skulptur Fabeldyr. Prisen blev overrakt af Hendes Majestæt Dronning Margrethe på Fredensborg Slot den 11. juni 2025. 

Prins Henrik Prisen gives som en hædersbevisning til en aktuel og etableret digter, der med sit virke har ydet et væsentligt bidrag til dansk lyrik. Formålet med prisen er at sætte fokus på specifikt denne digters virke og på lyrikkens betydning for dansk litteratur.

Peter Laugesen er udvalgt som prismodtager af en uafhængig jury nedsat af de to forfatterforeninger, Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere. I Juryen sidder digter og lektor Martin Glaz Serup, digter og oversætter René Jean Jensen og digter Ditte Steensballe. Juryen udtaler i indstillingstalen:

»Peter Laugesen tildeles Prins Henrik Prisen 2025 for sin originale, egenartet insisterende og vilde poesi, for snart seks årtiers generøst forfatterskab, der også rummer sange, oversættelser og kunstkritik. Peter Laugesens stemme har gennem alle årene været unik og er i stadig bevægelse, ligesom hans bidrag til dansk litteratur er uomgængeligt.«

Prins Henrik Prisen er sponsoreret af AVK Holding, og bronzestatuetten af Prins Henriks skulptur Fabeldyr doneres af Kongehuset. Prisen uddeles i samarbejde med Danske Skønlitterære Forfattere og Dansk Forfatterforening.

Juryens indstillingstale kan læses i sin helhed her.

Se billeder fra dagen på vores Facebook-side eller Instagram såvel som på vores fotografs hjemmeside.

Fotograf: Martin Dam Kristensen, 2021