Kunst og litteratur er en god forretning
– At investere i den skabende kunst er at investere i fremtiden.
Af Claus Ankersen
Forfatter og forperson for Danske Skønlitterære Forfattere
Med sit nye kulturudspil har DI en pointe: Kulturen er en god forretning. Derfor er større investering i det skabende lag af kulturlivets økosystem også fundamentet for fortsat vækst i oplevelsesøkonomien. At støtte kunsten er således ikke ’fedt’ og ’flødeskum’ men sund fornuft og god forretning, også selvom kunsten ikke er til for pengenes skyld, fastslår forpersonen for Danske Skønlitterære Forfattere.
Et nyt kulturudspil fra DI som blev offentliggjort 15. september, indeholder gode toner og er for så vidt en udmærket begyndelse. Særligt fordi udspillet sætter fokus på et ofte overset, men absolut vigtigt forhold. Nemlig at kunst og litteratur – udover at være ethvert dannet samfunds adelsmærke og rygrad – endda er en god forretning.
Analysen bag udspillet fastslår nemlig at kulturerhvervene og dermed disses fundament af kunst og litteratur genererer målbar velstand og er en væsentlig økonomisk faktor som er med til at styrke samfundets økonomi, omsætning og arbejdspladser. Kulturudspillet som kommer fra DI’s afdeling for ’Turisme og oplevelser’ fastslår således at blot dele af kulturerhvervene bidrager til samfundsøkonomien med summer som langt overstiger tyve milliarder årligt og giver beskæftigelse til 40.000 arbejdspladser.
DI fokuserer i sit kulturpolitiske indspark på kunstens og kulturlivets oplevelsesøkonomiske aspekt. Altså værdien som skabes når kunsten formidles (og kommercialiseres) som kulturelle oplevelser eller forbrug. De økonomiske rammevilkår for de skabende og udøvende kunstnere, hvis arbejde, værker og produktioner er fundament for en stor del af den kulturelle oplevelsesøkonomi, behandles imidlertid ikke i udspillet. Man plukker og vejer så at sige svampen, men medtænker ikke myceliet.
Det er derfor DI’s kulturudspil hovedsageligt bør ses som indledende øvelse. Udspillet er en kærkommen anledning til at tale om, hvordan helt konkret satsning og samfundsinvestering er nødvendig for at styrke arbejdsvilkår og økonomi for den skabende kunst og litteratur.
For som det fremgår af DI’s kulturudspil er oplevelsesøkonomien er ganske rigtigt et aspekt af kunstens væsen. Nærmere bestemt, en afledt faktor som blomstrer og kan høstes, når mikroorganismerne i kunstens muld får rum og rammer til at arbejde og gøre jorden fuldfed.
Den biologiske metafor er interessant fordi kulturen – kunst og litteratur – kan ses som et komplekst økosystem, hvor mange samvirkende faktorer og elementers trivsel er vitale for fælles vækst og udvikling.
I kunstens muld, er de skabende kunstneres praksis og livsgerning myceliet som fra tid til anden bærer frugt som populærkulturens gyldne svampe. Populærkunst og bestseller-litteratur står, så at sige, på skuldrene af den smalle kunst og de mindre tilgængelige udtryk som afprøver nye veje og er med til at udvikle og forfine samfundets fælles begrebsverden og erkendelse.
Fundamentet for oplevelsesøkonomien er altså den brede, ofte smalle praksis blandt landets skabende og udøvende kunstnere – uden digtet, ingen kriminalroman.
Begejstringen over kulturerhvervenes omsætning, bør derfor også udmøntes i styrkelse af de økonomiske rammer for den skabende kunst, bl.a. via sikring af ophavsretslige vederlag og massive investeringer – f.eks. via øgede bevillinger til statens kunstfond.
Det er sund fornuft. Når man forbedrer jordbunden, forbedres myceliet og når myceliet vokser, bliver svampehøsten større. Desto bedre vilkår for den skabende kunst, jo højere lykke bnp, større almen dannelse og potentiel oplevelsesøkonomisk gevinst.
I kunstens og litteraturens store økosystem, står det brede og populære på skuldrene af det smalle og usynlige. Det er kun gennem en solid styrkelse af rammer og vilkår for kunstnere og forfatteres arbejde, vækst og trivsel at selve samfundets dannelsesmæssige fundament udvikles, kulturen blomstrer og herligt afledte gevinster som nu ses i oplevelsesøkonomien kaster afkast, skattekroner og arbejdspladser af sig.
Når samfundet – gerne fra i dag – skal investere mere i at nære og styrke det skabende kunstneriske fundament under den kulturelle oplevelsesøkonomi, er det således langt fra for at bruge ressourcer på unødvendigt ’flødeskum’ og ’fedt’ – men derimod udtryk for en langsigtet og samfundsnødvendig investering. Det er, på almindelig dansk, sund fornuft og god forretning.
Særligt, når civilisationen selv står i et skæringspunkt, hvor kunst og litteratur bliver stadigt mere vigtige som identitets- og demokratiseringsskabende fikspunkter for nye generationer af kulturforbrugere. At investere i de økonomiske rammer for den skabende kunst, er at investere i fremtiden. I befolkningens trivsel, i fællesskab og fortælling.
Den smalle eksperimenterende, sære, underlige, svært forståelige, komplekse og også indforståede kunst og litteratur danner grobund for opståen af det folkelige og populære, det kommercielt selvkørende og succesfulde, men er samtidig et uundværlig dannelsesfundament som samfundets generelle bevidsthedsudvikling bygger på.
Helt konkret bør Kulturministeriet – og særligt kunstfonden – tilføres langt flere midler. Kulturministeriet bør i høj grad være kunstnernes eget erhvervsministerium, hvorigennem de skabende og producerende kunstneres økonomiske vilkår og -rammer kan sikres yderligere.
Der er mange måder at gøre det på. Og enhver forbedring af den skabende kunsts arbejdsvilkår er en investering i fremtiden.
Kunst og litteratur eksisterer for at undersøge, udtrykke og dele oplevelser og erkendelser af vores væren i verden og sætte den i bevægelse mellem os som et digt, en sang, et maleri vi leger i eksistens. Kunstens værdi er umådelig og umålelig, langt større end et tocifret milliardbeløb
Kunst og litteratur handler ikke om penge, men det er en god forretning. En forretning, vi ikke har råd til at undvære.