Claus Ankersen ny forperson

Claus Ankersen ny forperson for DSF

Peter Adolphsen har efter 3½ år på posten som forperson for Danske Skønlitterære Forfattere valgt at trække sig for at hellige sig sit forfatterskab. Han overlader hvervet til den nuværende næstforperson, digteren Claus Ankersen.

Under Peter Adolphsens ledelse er medlemsskaren i foreningen vokset med cirka 25%, økonomien er styrket markant, og en ny, stor og fornem litteraturpris, Prins Henrik Prisen, er blevet skabt. Desuden har foreningen lanceret en ny og forbedret hjemmeside samt en helt ny type legater, DSF’s arbejdslegater, med en anonymiseret ansøgningsproces. Peter Adolphsen afleverer således en forening i fin form til sin efterfølger.

Claus Ankersen udtaler:

»Det er både med ydmyghed og ildhu at jeg overtager forpersonskabet efter Peter Adolphsen. Det litterære ambassadørarbejde er en vigtig del af mit virke som forfatter, og jeg ser frem til at arbejde for en stadig forbedring af forfatterstandens vilkår, position og trivsel, internationale tilstedeværelse og kulturpolitiske prioritering.«

Peter Adolphsen udtaler:

»Jeg nærer åbenbart stadig et (måske naivt og indbildsk) håb om at være skønlitterær forfatter, men må også erkende, at det er et arbejde, der kræver en form for fordybelse, som i mit tilfælde ikke rimer overvættes godt med jobbet som forperson. Det smerter mig at løbe af pladsen i utide, men jeg er aldeles tryg ved at overlade stafetten til næstforperson Claus Ankersen. Han er en skarp kniv og en hurtig knallert. Så det skal nok blive godt. Og nu: Romanskrivning. Adjø, røvhuller!«

Claus Ankersen tiltræder som forperson 1. september. Peter Adolphsen bliver siddende frem til 30. september (og fortsætter derefter som menigt medlem af bestyrelsen), således at overdragelsen kan ske i god ro og orden. 

For yderligere oplysninger kontakt:
DSF’s sekretær, Rasmus Graff: kontor@forfattere.org, 61 28 68 26
Peter Adolphsen: peteradolphsen@gmail.com, 50 52 85 80
Claus Ankersen: cankersen@gmail.com, 23 90 01 85