Høringssvar fra Danske Skønlitterære Forfattere

Danske Skønlitterære Forfattere har følgende bemærkninger til Lovforslag L133: Forslag til Lov om ændring af straffeloven (Forbud mod utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund), paragraf 110 e, stk. 2.:

Danske Skønlitterære Forfattere finder det uforståeligt og yderst uheldigt, at hverken vi eller andre kunstneriske interessevaretagelsesorganisationer er inkluderet i ministeriets høringsliste.

Vi har gennemgået lovforslaget og anser det i sin nuværende form for et alvorligt anslag mod den kunstneriske ytringsfrihed. Vi må insistere på, at den kunstneriske ytringsfrihed beskyttes og at – i det mindste – passagen anbelangende ’kunstnerisk øjemed’ udtages af lovforslaget. 

Endvidere noterer vi med væsentlig bekymring, at potentielt kunstnerisk virke og værkproduktion i L133 kriminaliseres på linje med landsforræderi, idet lovændringen foreslås placeret i straffelovens 12. kapitel om landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed.   Alene det at forefinde en specifik reference til kunstnerisk sigte og landsforræderi i samme lovforslag fremstår særdeles absurd.

Danske Skønlitterære Forfattere ser på lovforslaget med allerstørste bekymring og må på det kraftigste anbefale, at lovforslaget ikke vedtages i sin nuværende form. 

På vegne af

Danske Skønlitterære Forfattere

Venlig hilsen

Claus Ankersen, forperson