Forår, forsinkelser, forsamling, ombud og et påskeæg med internationalt udsyn

Kære medlem

Om en måned er bøgen sprunget ud, og lysets fremkomst kan allerede mærkes og nydes i enhver skrivers solkrog. Det går fremad. Også selvom vi må tåle lejlighedsvise tilbageskridt, som afvisninger af manuskripter, eller ansøgninger om støtte til vigtige litterære projekter. I år er udbetalingen af bibliotekspengene fx forsinket og vi må vente med at glæde os over den velfortjente ’dividende’ for bibliotekernes udlån af vores værker til engang i maj. 

Men inden maj, har vi generalforsamling, nærmere bestemt lørdag 22. april, hvor jeg håber at se rigtig mange medlemmer til en både seriøs og festlig dag i Musikhuset på Vesterbrogade i København. Du kan stadig nå at stille op til bestyrelsen og måske være med til at tegne DSF’s arbejde i det kommende år. 

Hvis du har lyst til at gøre din erfaring og litterære kompetencer gældende, opfordrer jeg også til at du overvejer at indstille dig selv som kommende udvalgsmedlem i Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur. Arbejdet nytter. Og det er med til at forme verden.

En af dette forpersonskabs mange litterære kæpheste er fx det internationale arbejde og her skal lige forårskippes med kasketten. I december opfordrede jeg til en aktiv international kulturpolitik i en artikel i Kulturmonitor Kommentar: Kunst og litteratur er en nødvendig forudsætning for velfærd – kulturmonitor.dk og har siden sofistikeret synspunkt og idéer i uformelle drøftelser. 

Derfor er det ikke så lidt af et påskeæg at DSF’s arbejde med at sætte litteratur og forfattere i front i Danmarks møde med verden har nu vundet gehør. Kulturministeriet og Udenrigsministeriet har i samarbejde besluttet at prioritere kunst og kultur som en aktiv del af Danmarks udenrigs- og eksportpolitik og har også fundet midler til at støtte indsatsen. Der er foreløbigt deadline for ansøgninger til de nye puljer i Maj og du kan læse mere om samarbejdet her (link). 

Med ønsket om en inspireret og utæmmeligt udspringende forårsmåned

God påske

Claus Ankersen

Denne tekst er fortalen til Danske Skønlitterære Forfatteres månedsbrev, som udsendes til foreningens medlemmer. Ønsker du at blive medlem, læs mere her.