
Kære medlem
Nok er februar endnu ikke så forårsgrøn, som man kunne ønske sig. Men håbets grønne flamme brænder stærkt hos mange forfattere netop nu, hvor ansøgninger om arbejds- eller projektlegat er sendt afsted til udvalgene i statens kunstfond. Udvalgsposterne, hvoraf flere bestrides af DSF-medlemmer og forfatterkolleger, er privilegerede i deres ambition, men i praksis ret udskældte og underbetalte uriasposter, som medfører store arbejdsbyrder under betydeligt ansvar. Alt for mange kvalificerede ansøgninger til alt for få midler, og flodbølger af frustrationer til april-maj, når tilsagn og afslag sendes ud.
Blandt de skabende kunstarter er vi forfattere imidlertid de allerværste til at bebrejde både fond og udvalg, når vi ikke tilgodeses. Det ser jeg som et udtryk for en generel afmagtsfølelse, hvor vi som forfattere måske her bliver en slags elendighedens fortrop, fordi vi evner at give afmagten klarest udtryk.
Det er klart at følelserne går højt, for selv de mindste tilskud har stor betydning i en prekær forfatterøkonomi, hvor meget kan stå og falde på et legat.
DSF arbejder aktivt for at forbedre udvalgenes arbejdsbetingelser og for at bedre de overordnede rammer for kunstfondens tildelinger til litteraturen, som naturligvis bør øges væsentligt.
Må ord og appelsiner falde dig i favn
med ønsket om en dejlig vinterferie og en gækket fastelavn
Claus Ankersen
Fortalen er bragt i februar-nyhedsbrevet, som er udsendt til foreningens medlemmer.