Automatiseret kassation
Scenen er det 4. møde i rækken om den digitale biblioteksafgift. Biblioteksforeningens repræsentant har ordet. Undervejs benytter han den vending, som er overskrift på denne tekst. Den er uhyggelig nok i sig selv, men det mest uhyggelige var den naturlighed, hvormed han sagde ordene.
Skal vi lige deducere hvad ’automatiseret kassation’ betyder i bibliotekssammenhæng? At en bog, som ikke har været lånt ud i et bestemt tidsrum (jeg turde ikke spørge om hvor længe, eller rettere: hvor kort, af frygt for svaret), automatisk bliver smidt ud – uden at noget menneske (og gerne et litteraturkyndigt sådant, fx en bibliotekar) har taget stilling til om lige netop denne titel kan undværes.
Men der findes nu engang bøger, som måske ikke er populære, men ikke desto mindre vigtige. Modargumentet er så altid: En given titel kan altid bestilles. Men for at bestille en bog, skal man jo vide, at den findes, og hvis ikke man tilfældigt falder over den på sit lokale bibliotek, evt. får den anbefalet af en engageret bibliotekar, ja, så låner man den aldrig, og vupti, magasineksemplaret kasseres automatisk.
Tag ikke fejl: Dette sure opstød er ikke rettet mod de menige bibliotekarer. De kæmper en hård kamp mod deres ledelser og politikerne. Og ganske ofte også for deres levebrød: Siden kommunalreformen i 2007 er cirka en tredjedel af samtlige biblioteksfilialer blevet lukket. Og de resterende omdannes i skræmmende omfang og hast til caféer og studiepladser.
Lad mig derfor citere en menig bibliotekar, der i en debat på Facebook om disse ting skrev:
“Tro mig – vi er nogle formidlere, der gør hvad vi kan, men så længe det eneste, vi måles på, er udlånstal, så er det helt utroligt vigtigt, at alle I andre sørger for at komme forbi og låne the shit, så vi kan argumentere for at det har plads på hylderne, i stedet for det arme lort som det mentalopiumshungrende folkedyb svælger i. Vi synes det er godt at folk læser, vi synes det er endnu bedre, hvis folk læser noget godt. Personligt slås jeg for at holde Victor Hugo på hylden i det lille lokalbibliotek jeg bestyrer, fordi De Elendige SKAL være der, og jeg får årlige prygl for det. Udbuddet tæller intet, KUN udlånet. Tal med din kommunale kulturpolitiker, rejs et folkekrav – intet ville glæde os mere.”
Opfordringen er hermed givet videre.
Peter Adolphsen, forperson