Noget nyt, missekat? Alting forandrer sig jo hele tiden, men føles alligevel kedeligt velkendt.
For eksempel den gammelkendte negligering af kunstnerne: Rundt omkring i ’det kulturpolitiske kredsløb’ er der i årevis været snak om et Kulturens Analyseinstitut. Fin idé. Nu ligger der så en konkret plan fra Danske Kulturbestyrelser, Kommunernes Landsforening, Dansk Erhverv, Universitetet i Århus og Augustinus-fonden. Ingen repræsentation eller inddragelse af branchens råvareleverandører, os, de skabende kunstnere. Vi bliver end ikke spurgt. Som sædvanlig, fristes man til at sukke.
Bag kulisserne arbejdes der på at få en fod i døren, men det er eddermame op ad bakke – for nu at bruge hele tre klichéer i samme sammenbrudte sætning.
Well. En nyhed fra vores egen lille verden kan ses lige herunder: Foreningslogbogen, som bliver et nyt, fast element her i Månedsbrevet. Den burde – selv om den kun består af korte betegnelser – være nogenledes selvforklarende. Men man er selvfølgelig velkommen til at ringe eller skrive til os på kontoret, hvis der noget, man ønsker uddybet.
Venligst fra Peter Adolphsen
Forperson
Dette er fortalen i DSF’s seneste månedsbrev, som månedligt udsendes til medlemmerne.