Tre ord for Klaus Høeck
Pristale Prins Henrik Prisen 2022
Ved Jørn Erslev Andersen
Klaus Høeck tildeles Prins Henrik Prisen 2022 for sit omfattende og enestående forfatterskab, der fra start til slut består af innovative og originale lyriske værker kendetegnet ved nytænkende eksperimentel systemdigtning. Gennemgående temaer er frihedens kompromisløshed, tilværelsens guddommelige mening, hverdagslivets nærvær og tegnsystemernes poetiske prototyper. De samles og vendes i digtsamlingen Password fra 2021, som er forfatterskabets erklærede slutværk.
Høeck debuterede i 1966. I 2009 erindrede Robert Henningsson os om, at Høeck i digtsamlingen Palimpsest fra 2008 ”skriver om sin debut på Forlaget Nuancer og den syttenårige forlægger Christian Høgsberg, som hverken havde penge til driften eller adresse og betalte trykkeren med en flaske whisky, det var et godt forlag, og forlæggeren var Høecks ven”.
I 1967 udgav Høeck endnu en digtsamling på Nuancer og i 1971-73 et fembindsværk på Forlaget Grevas. Fra og med 1974 til 2021 er han udkommet fast på Gyldendal samt tre gange på Brøndums Forlag, to gange på Asger Schnacks forlag Swing og tre gange på nettet.
Forfatterskabet
Over en periode på 55 år, fra debutsamlingen Yggdrasil til slutværket Password, har Klaus Høeck beriget os med en lang række unikke digtsamlinger.
Fra 1971 til 1981 udkom Rejse I-V efterfulgt af transformationsdigtningen i Transformations og rockdigtningen i Pentagram og Dylan Forever, datadigtningen i Projekt Perseus, friheds- og protestdigtningen i Ulrike Marie Meinhof, Topia eller Che Guevara og Sorte sonetter, romantikdigtningen i Winterreise og Nørrebrodigtningen i Canzone.
Fra begyndelsen af 1980’erne foldede hans karakteristiske kybernetiske systemdigtning sig for alvor ud med blandt andet gennembrudsværket Hjem fra 1985. Værkernes åbne og altid vedkommende eksistentielle, religiøse, politiske, systemiske, digteriske, relationelle og hverdagslige overvejelser formidles i strofer og tekstblokke, der altid er defineret af værkspecifikke prototyper, dvs. arbejdsmodeller eller ikke-kodede/håndholdte algoritmer vedrørende f.eks. ordklasser og gerne kombineret med træk fra genreformer såsom sonet og haiku. Denne fase i forfatterskabet spænder fra de kortere digtsamlinger Marienbad, Blackberry Winter og Salme over sonetromanen Lukas O’Kech til den imponerende række af store lyriske værker, herunder Metamorphosis, Hjem, Heptameron, Eventyr, Hsieh, Palimpsest, Legacy, My Heart og Password.
Hyldestord
Som det fremgår, har Signe Gjessing, Morten Søndergaard og jeg som uafhængig jury indstillet Klaus Høecks forfatterskab til Prins Henrik Prisen 2022 på grund af dets systemdigtende og eksperimentelle lyriske originalitet og fordi det konsekvent er præget af en usædvanlig skarp, konkret, konstruktiv og kritisk samtidsbevidsthed samt en aldrig svigtende eksistentiel og digterisk uforstilthed. Med følgende tre personlige hyldestord ønsker vi at nuancere og konkretisere denne almene begrundelse.
Mortens ord er klippet fra hans lange velturnerede lejlighedsdigt, ”Monolog for Høeck”, fra 2018 (Morten læser op):
En dag stod jeg foran Odense Central Bibliotek.
Odense Central Bibliotek lå overhovedet ikke centralt
men langt ude på Lars Tyndskids mark.
Men indenfor var der tørvejr og enorme mængder af bøger
og en sektion med digte som dengang virkede så enorm
at den omfattede hele Solsystemet.
Og hvad gør man når man er 14 og ikke vil hjem
og ikke kan finde på mere ovre i Centeret?
Man stikker lappen frem foran hylden med digte.
(…)
Det er det, der er med tilfældet.
Det tager ikke fejl.
Det er jo bare.
Umenneskeligt og lallende ligeglad med udfaldet.
Jeg rev en tilfældig bog ned.
Den var skrevet af Klaus Høeck og den hed Rejse.
Og jeg blev sendt afsted.
Jeg kan sige det klart:
Du var min første digter, Klaus.
Og jeg forstod intet af det der stod i bogen.
Det var tilmed forsynet med et tættrykt efterskrift om ordklasser
og kybernetiske systemer, side op og side ned med støjende alfabeter.
Der var en hel linje med f’er!
Men: Tænk at et digt kunne se sådan ud!
Tænk at man havde lov til det!
Hvis der er noget poesien kan,
så er det at give lov.
Den giver os lov til dét vi ikke vidste vi havde lov til.
Den åbner rum og etager i verdens bygning vi ikke har været inde på før.
Sådan var det for mig at stå med de digte: Jeg fik lov.
Signes ord er skrevet til lejligheden og tilegnet Klaus Høeck (Signe læser op):
Du var ikke den eneste, der kæmpede imod at dæmpe belysningen i Paradisets græsstrå, og du var ikke den første der forsøgte at tage sovepillerne fra skønheden, men dit krav om en afgørelse for poesiens fremtid var fremlagt mere radikalt, end det nogensinde før er set, og det førte til en eneboertilværelse på toppen af digtets duft af magnolier, omgivet af tegn. Du ville vel have overset sonetten i flokken af digtformer, hvis ikke det var, fordi den løftede et stort skilt med påskriften: BEFRI ULRIKE MARIE MEINHOF! Den frie form bar en flosset, krøllet T-shirt med påtrykket: BEFRI KLAUS HØECK! Som Lu Chi skrev du digte fra et fængsel for digtets politiske modstandere, og fandt stor skønhed deri.
Ved du, at
dine digte skaber god stemning i evigheden?
De er en ice breaker for det, der altid vil være.
Dine digte bliver til poesi på ingen tid,
imens fortovet foran den tyske ambassade
bruger timevis på at blive til et blomsterhav.
Virkeligheden vil gerne bede om lov til at
anvende en af dine linjer i endnu et
forsøg på at realisere utopien.
Men den skal jo opløses i Gud,
når piletræerne, der hælder ud over søen,
sætter blade.
Mit ord tager anledning i digtsamlingerne Salme og Winterreise.
Salme blev i 1991 fremført i Forlaget Brøndums stilsikre bogscenografi af en trio med Frederik Tygstrup på sats, Morten Stræde på grafik og Klaus Høeck på tekst. Dens gennemtænkte digteriske og kunstneriske mekanik er et overbevisende udtryk for det originale ved Høecks kybernetiske digtning, der altid minder mig om et valgslægtskab vi deler, som er en af de tyske digtere i Winterreise.
Digtsamlingen Winterreise fra 1979 tager os i en række sonetkredse med på en rundtur til tyske romantiske digteres steder. I en af kredsene er vi i Tübingen, hvor Friedrich Hölderlin fra 1807 til 1843 tilbragte den sidste halvdel af sit liv interneret i et tårn. Sonetkransen slutter med mestersonettens to terzetter: ”Endnu fatter vi ikke rækkevidden / af denne totale udmeldelse, / og denne absolutte negation // som han levede i sit tårnværelse / fremfor løgnen og ynkeligheden / derude i den grå, tyske nation”. Også i slutværket Password bliver vi mindet om denne navnkundige døde digter ved Hölderlins grav, som er en lokalitet Høeck har opkaldt sådan i skoven nær sit hjem på Nordfyn.
Tre år før tårnopholdet forklarede Hölderlin i efterskriften til sin oversættelse af Sofokles’ Kong Ødipus, at kendskab til klassisk digterisk håndværk er en forudsætning for at kunne frembringe ny og tidssvarende digtning. Efter år 1800 trak han da også kritisk på den klassiske græske digtnings mechané (mekanik), som han kalder det. Det vil sige verselære, tonernes vekslen, modrytmik og det rene ord, som for ham er en ”lovmæssig kalkule”. Denne digteriske mekanik eller kalkulation både udfordrer og udfordres af digtets situationsnære udsagn, udsigelse, syntaks og stof.
Hölderlin spændte i sin sendigtning 1800-1806 gerne en sideordnet syntaks hårdt op mod klassiske metres formskemaer, mens Høeck gennem hele forfatterskabet spænder syntaks, tekstaffald, morfologi, skrift og værkbestemte prototyper op mod hinanden. De deler altså den eksklusive sans for digtningens betydningsdannende mechané i øvrigt helt på linje med systemdigteren Inger Christensen, som står Høecks digteriske hjerte nær. Det er denne konsekvente og sikre formsans der forlanger dette tredje hyldestord til fejringen af hans i enhver henseende generøse digtning.
Med disse tre hyldestord ønskes Klaus Høeck tillykke med Prins Henrik Prisen i uforbeholden anerkendelse af forfatterskabets stærke og uforlignelige poetiske sans og esprit.
Talen er trykt med tilladelse fra juryen.