Ordinær generalforsamling

Kære medlem

Bestyrelsen i Danske Skønlitterære Forfattere har den glæde at invitere til ordinær generalforsamling lørdag den 26. april 2025 på Rolfsvej 30 – kun få minutters gang fra metrostationen ved Aksel Møllers Have. Efter selve generalforsamlingen byder foreningen på middag. Vi håber at se mange medlemmer på dagen!

På generalforsamlingen beretter bestyrelsen om det forgangne år. Regnskaber og budgetter bliver forelagt, forslag fra medlemmerne behandles (i år er der ikke indkommet forslag), kontingentet 2025-2026 fastsættes, vi vælger revisor og taler om hvad der måtte dukke op under punktet eventuelt. Generalforsamlingen dirigeres af Morten Rosenmeier, som er bestyrelsesformand i Copydan Tekst og Node. Hvis du vil stille op til bestyrelsesvalget, skal du aflevere stillerlisten til Morten Rosenmeier. Mere om det nedenunder.

PROGRAM

15.30 — vi åbner dørene. Ankomst og aflevering af stillerlister

16.00 — generalforsamling

1. Valg af dirigent

2. Bestyrelsens beretning om det forløbne år

3. Regnskab

4. Budget

5. Eventuel ændring af kontingentbeløbet

6. Forslag fra bestyrelsen og medlemmerne

7. Meddelelse om opstillede kandidater til bestyrelsesvalget

8. Valg af revisor

9. Eventuelt

18.00 — tapas

20.00 — tak for i dag

TILMELDING

Af praktiske hensyn, og for at undgå madspild, er tilmelding nødvendig.
Tilmelding skal ske senest 15. april til kontor@forfattere.org.
Vi tager imod 25 tilmeldinger til middagen, så det er først til mølle.
Middagen betaler foreningen.

Adresse: Rolfsvej 30, st. tv., 2000 Frederiksberg



Bestyrelsen mangler medlemmer

Aktiv i bestyrelsen? Kunne du tænke dig at være med i bestyrelsen af DSF og sidde med ved bordet i årene fremover? Der er vigtige ting på tapetet, og du kan være med til at drive værket og udstikke kursen, når DSF udvikler sig som interesseorganisation.

Bestyrelsesarbejdet omfatter cirka otte årlige møder, et bestyrelsesseminar, samt løbende mail-korrespondence. Tonen er kollegial og uformel, beslutningerne vigtige og foreningens arbejde absolut vitalt. Typisk ligger møderne på en hverdag mellem kl. 12 og 14, og foreningen byder på frokost.

Hvis du har lyst til at vide mere om bestyrelsesarbejdet er du velkommen til at skrive eller ringe til sekretær eller forperson.  

For tiden har bestyrelsen en igangværende diskussion om næste skridt for foreningen. Nærmere bestemt, om vi – eller hvordan vi – skal gøre brug af fonde, og til hvilket formål. Essensen er disse fire veje at gå: 1) DSF hjælper det enkelte medlem til at søge støtte i danske fonde, 2) DSF søger fonde til større projekter, 3) DSF arbejder sammen med andre litteratur- og kulturaktører og 4) DSF undlader at søge fonde.

Hvis du vil melde dit kandidatur til bestyrelsesvalget, skal du opstilles af mindst fem medlemmer. Dertil skal du bruge en stillerliste, som kan downloades her. Stillerlisten skal være sekretariatet i hænde senest 22. april (gerne i form af et scan modtaget på email) eller afleveres 26. april til dirigenten ved generalforsamlingens begyndelse. 

Bestyrelsesvalget bliver udskrevet umiddelbart efter generalforsamlingen. Hver kandidat skal formulere et par linjer om deres mærkesager i foreningen; disse linjer vil stå skrevet på stemmesedlen. Den kommende bestyrelse bliver konstitueret på et bestyrelsesmøde sidst i maj.