(1953-2024)
Peter Rønnov-Jessen døde d. 9. januar efter længere tids sygdom. Jeg lærte Peter at kende, da jeg indtrådte i DSF’s bestyrelse for snart tyve år siden, og da jeg i 2007 blev formand for foreningen første gang nød jeg godt af Peters litteraturpolitiske hukommelse, hans store engagement i foreningen og nød godt af de mange gode råd, som han stillede til rådighed – i tilspidsede perioder (Biblioteksfejden fx) næsten i døgndrift. Og det gjorde jeg også i min anden periode. Det var og er jeg utroligt taknemmelig for. Senere efterfulgte han mig et år som formand, men han var svækket, og Peter Adolphsen kunne heldigvis afløse. Inden da var han også medlem af Dansk Sprognævn og Kunstfondens litterære tre-mandsudvalg for foreningen.
Man kunne godt tage fejl af Peter og hans facon. På mange kunne han virke gammeldags, måske næsten brysk ved første øjekast, men man opdagede hurtigt både hans lynsnare hoved og hans hjertelighed og – ikke at forglemme – hans gadedrengede humor og sans for absurditeter og platheder. Vi blev rigtigt gode venner undervejs og jeg vil mindes de mange muntre timer i hans selskab – og lyden af hans hjerteligt rungende latter. Men selvom han nu er borte og frygteligt savnet, så vil jeg glæde mig over, at han er hos os i bøgerne, som vil blive stående. Han var efter min mening en af sin generations bedste prosaister. Tag bare de mesterlige (og ofte humoristiske) romaner Zero eller kødets opstandelse (1986), Den musselmalede kvinde (1988) og den måske allerbedste Oldtidskundskab (2010).
Æret være hans minde.
Jan Thielke