MARIANNE LARSEN IN MEMORIAM
Chokket over Mariannes død har endnu ikke lagt sig. At hun ikke længere er iblandt os, forekommer at være en frygtelig misforståelse. En fatal fejl i universet. Og et stort tab for litteraturen. Marianne var en sprogmager som ingen anden. Hun omformede verden til et forunderligt sted, hvor alt kunne ske. Men altid med forankring i de underliggende levevilkår som en kafkask magt spandt det enkelte samfundsindivid og digtenes magiske jeg, ind i. Magtens fine edderkoppespind som et vilkår, der bliver udstillet i digtene, men også kan briste som sæbebobler ved fælles hjælp og kærlighedens forvandlende kraft.
I sine seneste digtsamlinger og særlig Den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september havde Marianne taget hul på et nyt kapitel i sin digtning og skabt en forventning (i hvert fald hos mig) om at nye uforudsigelige værker fra hendes hånd var på bedding. Dem har vi nu for evigt til gode.
Marianne har været en konstant del af mit voksne liv. En trofast ven. Hendes død efterlader et smerteligt savn. Det er endnu ikke blevet rigtig virkeligt for mig at hun ikke mere findes i denne verden med sin mørke, melodiske stemme og sin unge, lyse latter. Vores venskab går tilbage til 70erne. Vi var begge fremmede fugle der skulle finde ud af at begå os i verden og i litteraturen. Venskabet med Marianne var mit faste holdepunkt i de år.
Vi havde en fælles lidenskab: Tidens politiske strømninger. Imperialismens tilbagerulning i tredje verdens lande. Vietnamkrigen. Maos Kina. Marianne havde en overgang studeret kinesisk på Københavns Universitet. Det var hende der vakte min interesse for kinesisk litteratur, som varer ved den dag i dag. I 1989 kort før massakren på Tiananmen-pladsen var vi sammen på en uforglemmelig rejse til Kina. Marianne var inviteret af den kinesiske forfatterforening. Hendes oversatte digte havde givet hende en fanskare blandt kinesiske universitesstuderende, der – billedlig talt – bar hende i guldstol.
Marianne havde en særlig lydhørhed. Hun var i den grad til stede, hvilende i et æterisk nærvær. Altid sig selv på sin egen skrøbelige måde. Jeg havde fornemmelsen af at hvert ord i vores samtaler og hver en lille bevægelse i omgivelserne blev registreret og optaget i hendes fintmærkende sanseapparat. Vi mødtes ofte i hendes kælderlejlighed i en dunkel baggård langt ude på Borups Alle. Senere overtog hun min lejlighed der var større og lysere og lå mere bekvemt på en sidevej til Rosenørns Alle.
Mariannes lydhørhed. Hendes nærvær afspejlede sig i hendes digtning. Alting kunne forvandles til noget andet. Gerne til noget håbefuldt og en modstand mod slagsiderne i en menneskefjendsk samfundsindretning. I Mariannes univers står ingenting stille. Alting er i bevægelse. Planterne, dyrene, insekterne, fuglene, menneskelivet. Marannes digtning omfattede alle levende væsener med en blidhed, der var en del af hendes væsen. Hun kunne høre bladenenes sitren. På sin egen krop mærke salamanderens forsvinden med “et svirp i græsset”. Fornemme de mindste mislyde. Spore magtsprogets overgreb på menneskesindet. Hendes oprør og modstand, der var milevidt fra programdigtning, løb som en understrøm gennem digtene. Udfoldet i det subtile og nyskabende formsprog, der har det særlige Marianne Larsenske kendetegn. Med sit særegne blik og anarkistiske modsprog scannede hun verden og gennemlyste den indtil forvandling.
Marianne Larsen, en af vores største digtere, lever videre i sine digte og sit omfattende forfatterskab. Digterværket, skabelsen er udødeligt. Dets skaber, digteren, lever på lånt tid som os almindelige dødelige. Forfatterkollegaen Marianne, vennen, rejsekammeraten, den karismatiske poesioplæser ved utallige litteraturarfestivaller i ind- og udland blev revet bort af kræftsygdommen en tirsdag i december 2025.
ÆRET VÆRE HENDES MINDE
— Kirsten Thorup