Hædersprisen 2021

Danske Skønlitterære Forfatteres Hæderspris blev lørdag den 14. august tildelt Harald Voetmann.

Juryen, som bestod af Amalie Smith, Knud Brix og Mich Vraa, begrunder sin tildeling således:

“Harald Voetmanns virke har siden kortprosadebuten i 2000 demonstreret en enorm spændvidde, og han skriver med en stilistisk træfsikkerhed og indlevelse uanset om han vækker H.C. Andersen, Tycho Brahe eller Plinius den Ældre til live – Harald Voetmann skrev exofiktion før det overhovedet var en ting. Med i spændvidden hører også den absurde kortprosa, komedieromanen, den nedskrællede digtform og hans originale oversættelser, der har gjort oldtidens digtere tilgængelige for nutidens læsere. Spændvidden strækker sig også over tid – senest set i den håndskrevne digtbog Amduat, som sammenfletter ægyptisk mytologi med fortællingen om en fars død med lungebetændelse på Holbæk Sygehus. Voetmann skriver med en form for ekspressiv lakonisk energi og med en særlig kærlighed til det groteske i menneskelivet på tværs af tider. Derfor modtager Harald Voetmann Danske Skønlitterære Forfatteres Hæderspris for sit virke som forfatter og oversætter.”

Tillykke til Harald Voetmann!

Prisen er på 100.000 kr og er finansieret af ufordelbare ophavsmidler modtaget fra Copydan Tekst & Node.