
Længe leve maskinstormerne
af Claus Ankersen
forfatter
forperson for Danske Skønlitterære Forfattere
bestyrelsesmedlem i European Writers’ Council
At AI er kommet for at blive er intet andet end en fortælling. Og fortællinger kender forfattere alt til
Som forfatter og læser er den såkaldt kunstige intelligens ikke fremmed for mig.
Forestillinger og fortællinger om fremtiden er forfatteres hjemmebane. De scenarier, politikere og forretningsfolk ikke har fantasi til at forestille sig, morer vi forfattere os rutinemæssigt over mens vi spankulerer ad de lange fortove og forsøger at forstå os selv, hinanden og verden som den blomstrer omkring os. Når det handler om forestillingsevne, fantasi og fortællinger om verden, kommer ingen op på siden af forfatteren. Derfor er det også kun en selvfølge at vi forfattere nu må gå forrest, for hele misæren omkring sprogmodellerne og deres såkaldte intelligens er først og fremmest en fortælling. En fortælling som vi må vende ryggen og holde op med at vande med tanke, opmærksomhed, brug og anskaffelse, for i stedet at koncentrere os om at opdyrke alt det dyrebare vi har forsømt så længe. Now is the time, artsfæller.
Det er på tide at udfordre tech-virksomhedernes fortælling om AI som noget uundgåeligt. Generativ AI er allermest en fortælling som skal støvsuge information, erkendelse og økonomi opad i systemet og gøre de allerrigeste endnu rigere. Det er ikke en naturkraft, knap nok en teknologi og allermest en ideologi drevet af menneskefjendske forestillinger om skabelsen af en ny menneskehed som er en krydsning mellem menneske og maskine. En transhumanisme. En antihumanisme.
Generativ AI er en tyv forklædt som tjener
Nu skal vi så diskutere forfatteres brug af dette’ værktøj’ som ikke er et værktøj i egentlig forstand, men et ejerskabsskifte forklædt som service, en tyvagtig sykofant forklædt som orakel. En sandsynlighedsberegnende kopist som er ude af stand til sproglig eller begrebsmæssig innovation, og som er i færd med at underminere autenticitet som en håndgribelig størrelse og måske vigtigst, er en del af en transhumanistisk – og altså en direkte menneskefjendsk arbejdsplan for et fremtidigt teknokrati styret af meget få, i bedste fald verdensfjerne, rigmænd.
De store sprogmodeller er derfor mindst lige så meget ideologi som de er teknologi, og derfor kan de på ingen måde sammenlignes med hverken værktøj, som hammer, skrivemaskine eller malkemaskine, og modstand imod udbredelsen og brugen heller ikke sammenlignes med historiske modfortællinger som avissætteres, kuskes eller malkepigers. Til forskel fra hammer, skrivemaskine eller malkeapparat, som er klassiske produktionsmidler, er sprogmodellerne primært dataindsamlere som skal opfange og lagre menneskelige ytringer, så de kan analysere, kortlægge og aflæse brugeren så godt som muligt. Som en hammer der sender tilbagemeldinger til stålværk og værkfører ved hvert slag. Igen: Tyveri, hæleri og stadig udbytning er nøgleordene her.
Forskning og undersøgelser har for længst godtgjort at sprogmodellerne både er skabt til og appellerer mest til de borgere som læser mindst og som har sværest ved at udtrykke sig på skrift, AI modellerne leverer fejlagtigt output og lefler løgnagtigt for brugerne som til gengæld i høj grad benytter algoritmerne til at stille – og udstille – personlige og psykologiske problemer og tilstande, som så indgår i de store sprogmodellers fortsatte træning. En træning som for en stor dels vedkommende er foregået ulovligt på ophavsretsbeskyttet materiale. Her bliver kort sagt begået tyveri.
Man kan ikke skille træning og brug ad. De mange millioner stjålne værker ligger ikke bare på en hylde i maskinens hukommelse, men bruges konstant i løbende eksemplarfremstilling i den algoritmestyrede sammenvævning af sandsynlighedsberegning som viser sig som læsbar tekst, eller sukkerstemmeoplæste sætninger vi så straks spejler os i.
Hver gang vi prompter, fremmer vi en antihumanistisk ideologis agenda
Brugen af sprogmodellerne eroderer gradvist kognition og bevidsthed ligesom læsning af og eksponering for AI’s imiterede sprogmos gradvis eroderer sprogbrug og innovation. Hver gang vi taster eller stiller et spørgsmål eller copy-paster noget skrevent ind, puster vi til en tilsanding af det fællesmenneskelige mulighedsrum, samtidig med at vi bifalder det store tyveri og hælder yderligere blod i vampyrparasitten. For ALT som tastes ind bliver brugt til ’træning’ som i virkeligheden betyder lagring, profilering og overførsel af ejerskab over oplevelsen af at være menneske. Ved at bruge generativ AI graver vi vores egen grav.
Lige så stille menneskeliggør vi maskinen i sprogbrug og begrebsdannelse – vi antropomorficerer – altså menneskeliggører det binære – og tillægger maskinerne menneskelig agens og egenskaber, samtidig med at vi dyrker en sær form for bioreduktionisme og forsøger at reducere vores egen bevidsthed til materiel mekanik. Den transhumane agenda bliver tydeligere dag for dag.
En gigantisk mangestrenget holdnings- og adfærdsbearbejdning mod det transhumane er i fuld gang og hver gang vi bruger sprogmodellerne puster vi liv i fortællingen om teknopavernes sjælløse tusindårsrige. I Silicon Valley kalder ivrige transhumanister os som tror på mennesket, ’speciesister’- artschauvenister. Og mange techoligarker tror at menneskehedens berettigelse nu udelukkende består i at agere fødselshjælp for en ny digital super intelligens. En ny art.
For de kvaksalvere som sælger os ’den kunstige intelligens’ slangeolie’ er vi mennesker og ikke maskinerne redskaber, tobenede åndssække som skal hjælpe maskinen til at kopiere os godt nok til at vi kan fusionere. En meningsfuld og funktionsduelig fusion, hvor ’kødsækkene’ til sidst vil have overflødiggjort sig selv.
I takt med digitaliseringen og de sociale mediers rovdrift, er samfundets lim opløst og sprog og bevidsthed, forestillingsevne og indføling under pres, ensomheden har aldrig været større, nye generationer lærer at kommunikere med maskinen først og mennesket bagefter.
Historien behøver ikke gentage sig
Præcis som for tyve år siden, da alting med vold og magt skulle ’digitaliseres’ og med nogenlunde samme argumenter, marcher teknofyrsternes soldater i form af politiske og kulturelle agitatorer i trit og sælger nu fortællingen om det uundgåelige fremskridt. ’AI er her allerede, vi kan lige så godt springe på og være jazzede’, lyder det fra tech-begejstrede stemmer. Fri leg med maskinen. Positionen er som kornet, der ivrigt lader sig spise af hønen i sikker forvisning om at kunne skabe sig et himmerige i hønens mavesæk.
På det politiske niveau kan det undre at vi som samfund tilsyneladende intet har lært af den fejlslagne digitaliseringsbølge. Argumentet om at brugen af generativ AI er demokratiserende, fordi flere på den måde kan udnytte klage- og indsigelsesmuligheder, er i bedste fald hult og reduktionistisk. Konsekvensen ses allerede på institutionsniveau, hvor floder af AI genereret tekst overbebyrder administrationerne, som kun kan overkomme sagsbehandligen ved at benytte AI software. På den måde sker en normalisering af maskingenereret sagsbehandling fra afsender til modtager og tilbage igen uden menneskelig indblanding. Det er så antidemokratisk og klasse-fastfrysende, som det overhovedet kan blive.
’AI er her’, lyder det messende fra sektorens proselytter og brugere, som om tilstedeværelse i det menneskelige mulighedsrum alene rydder bordet for sund skepsis og fravalg.
Der er mange ting som ’er her’, uden at vi bør gøre andet end at lade dem være i fred, så de kan visne af sig selv uden yderligere menneskelig medvirken. Der er mange ting, som har været her og ikke er her mere. Minkfarme, f.eks.
Selvfølgelig kan vi sige nej tak. Ligesom vi kunne til atomkraft, og som vi nu gør til datacentre. Som vi sagde til Euroen. Bare nej tak, som vi burde have gjort til digitaliseringen allerede for 20 år siden. Kun hvis vi accepterer fortællingen om AI teknologiens uundgåelighed og lader den blive en uadskillelig del af vores liv, indgår vi som medskabere og gør fortællingen til en selvopfyldende profeti.
Tech-giganternes dårlige digt skal indhegnes og mærkes ved lov
Der er ingen ’etisk’ brug af generativ AI. Der er kun støtte til en forretningsmodel som tjener et menneskefjendsk formål, som bygger på massivt og fortsat tyveri, og som er en del af et enormt ejerskifte fra det ophavsretsbeskyttede og fællesmenneskelige til et oligarkisk teknokratis lillebitte elite.
Meningerne er delte. Nogen forfattere bruger prompter flittigt, andre udforsker sprogmodellerne og føler sig udfordret og udviklet. Andre peger i en anden retning. En stor del er slet ikke interesserede i at gøre brug af AI i deres arbejde som forfattere.
Vigtigst er det at insistere på at udfordre fortællingen. Tech-giganternes dårlige digt om en altopslugende bevidst maskine og en fremtid, hvor mennesket er reduceret til en form, man støber robotterne efter, pakkes dagligt ind i stålsatte fortællinger om krise, nødvendighed, og kapløb med kineserne, og bakkes op af massiv holdningsbearbejdning. Senest har fem franske tech-folk skudt midler i at stifte Prix Pascal, som vil belønne den bedste AI bog og på den måde blåstemple maskinteksten. Her må vi insistere på at der ikke findes AI-litteratur. Der findes maskingenereret tekst og der findes litteratur. Det første skal stemples som det , det er og have en udførlig varebetegnelse, så man kan se, hvad man får.
Vi ved lige nu ikke længere, om det vi læser er skrevet af et menneske eller generet af en maskine. På den måde er tekno-ideologiens erosion af litteraturens autenticitet sideordnet med undergravningen af selve samtalen i samfundet hvad enten vi taler billede, video, lyd eller litteratur.
Det vi skal have, er mærkning af AI-genereret tekst. Vi skal have lovgivning som kræver total transparens og gennemgående, ufjernelig, menneskelæsbar mærkning fra scannet værk til udprint. En statslig eller overstatslig regulering er klart at foretrække. Vi må insistere på fuld transparens, uigendrivelig mærkning, godtgørelse til forfatterne til alle de stjålne værker og – måske først og fremmest: vi må insistere på at storme tech-giganternes menneskefjendske fortælling og splintre den i en milliard nye fortællinger om alt det vi egentlig mangler, forbindelse med hinanden, berøring, sammenhold, kærlighed og indlevelse – Alt det som udgør langt den største del af det at være menneske og som spøgelset i maskinen aldrig kommer til at forstå.
Dybest set er AI, mere end alt andet et vink med en vognstang om at det er tid til at dyrke noget andet: jorden, hjertet, sameksistens, læsning og kunst. Mennesket først. Forfatteren først