Teksten blev bragt i Kulturmonitor 13. maj 2026.

Forfatteren som kritisk infrastruktur

For et par uger siden var det Verdens Bogdag. En af flere årlige mærkedage som hylder læsning og litteratur og glemmer forfatteren. Det er symptomet på en herskende fortælling om forfatteren som underlig randfigur og bogen som et objekt som på mystisk vis opstår af sig selv. Det er på tide at ændre opfattelsen af forfatteren som undværligt kulturelt flødeskum og indse at ikke bare litteraturen, men forfatteren selv udgør kritisk nødvendig samfundsmæssig infrastruktur.

Elsker vi bogen, må vi først og fremmest hylde forfatteren. De fleste er enige om at bøger er selve fundamentet for kultur, og mange er enige i at læsning er nødvendig for at skabe og vedligeholde et dynamisk og solidt civilsamfund i morgendagens verden. Men bøger opstår ikke bare af ingenting. De kommer ikke ud af det blå. De dukker ikke op på magisk vis. Bøger er skabt af menneskelige forfattere og digteres kreative og kunstneriske arbejde.

Hvis vi vil have menneskeskabte bøger og litteratur i fremtiden, er det nu, vi skal indse at forfatteren ikke bare er ønskelig i samfundet, men udgør kritisk infrastruktur. Vi må enes om, at i begyndelsen står forfatteren. Forfatteren er ophavsmand, kilde og skaber af det som udgives som bøger eller sættes i digitale formater. Uden forfatteren, ingen menneskeskabt litteratur.

Selvom forfattere og deres værker udgør selve fundamentet for menneskelig kultur, er de paradoksalt nok ofte økonomisk marginaliserede og arbejder under forhold med stor økonomisk usikkerhed og uden pensions- og andre goder, som de fleste europæiske lønmodtagere tager for givet. Forfatteren er bogsektorens og samfundets fundament, først men ofte tilgodeset sidst.

Forfatteren udstikker rammerne for selve den menneskelige forestillingsevne, giver form til det kollektive, sætter det samtidige i perspektiv og skaber første led i manifestationen af vores fælles imaginarium. Forfatteren gør fællesskaber til fælleseje og hjælper os med at sætte os i hinandens sko. Gennem forfatterens linse fortæller verden sig selv sin egen historie. Vores poesi fanger øjeblikket, giver delte følelser genklang og leverer byggesten til indre visioner og åndens arkitektur hos læser og lytter. Ordet er verden, også i dag, tæt knyttet til den menneskelige erfaringsverden og en forbindelseslinje mellem totaliteten af menneskelig bevidsthed og den enkelte gennem læsning – af kunstneriske værker skabt af menneskelige forfattere. Vores kolleger. Vores medlemsbase.

Når man taler om at styrke infrastruktur, kulturel modstandskraft, samarbejde og netværk – og mener det alvorligt – som en vej til et styrket civilsamfund, øget deltagelse og højnet en delt oplevelse af demokrati – må man allerførst fokusere på at medtænke forfatteren som kritisk infrastruktur.

Og hvad betyder det så konkret? Det betyder at det er fællesskabet og ikke markedet som skal løfte den byrde det er at sikre forfattere ordentlige arbejdsforhold og rammer til fortsat at kunne bedrive den kritisk nødvendige opgave som forfattere er med til at løse i kraft af deres værkproduktion. En opgave som ethvert menneskeligt fællesskab skulle kunne påtage sig med stolthed og iver, og som i virkeligheden ikke er umulig. Samfundet – altså fællesskabet – har aldrig haft mere brug for en toptunet og velplejet forfatterstand end det har i dag, hvor en lang række forhold tilsammen udgør en enorm trussel for vores evne til at fungere som samfund fremover. 

Det betyder at man må prioritere forfatteren højest – også når det fx gælder branchestyrkende tiltag.

Her er nulmoms på bøger et rigtig godt eksempel på en ordning, som umiddelbart virker som en stor gave til forfatterstanden, men som allermest kommer forlag og boghandlere til gode, altså dem som gør det kunstneriske værk til en vare, og hvor forfatterstanden som skabere af litteraturen selv over en bred kam må nøjes med en diffus afledt gevinst. Med andre ord, et godt eksempel på den tænkning vi skal væk fra, hvis vi som samfund vil have menneskeskabt litteratur i fremtiden. Brugte samfundet fx et tilsvarende beløb på arbejdslegater igennem Statens Kunstfond, ville dette direkte sats på forfatteren betyde en tidobling af puljen og en lige så kærkommen som dramatisk forbedring af arbejdsvilkår for både professionelle og nye talenter.

Sammen med det europæiske forfatterforbund (EWC) som repræsenterer mere end 250.000 forfattere, opfordrer jeg alle der læser og arbejder med bøger til at hjælpe med at sprede bevidstheden om forfatteren som kritisk infrastruktur. Ikke bare på mærkedage. Men hver dag.

— Claus Ankersen, forperson