DSF er en interesseorganisation for professionelle skønlitterære forfattere
Danske Skønlitterære Forfattere (DSF) er en forfatterforening, der har som formål at varetage og forbedre de skønlitterære forfatteres vilkår. Foreningen er anerkendt som forhandlings- og interesseorganisation, blandt andet i forbindelse med kontraktforhandlinger, politiske høringer og ved sammensætningen af kulturelle råd og repræsentantskaber.
DSF blev stiftet i 1991 af en større gruppe forfattere, som brød ud af Dansk Forfatterforening for at styrke de vilkår, som gør sig gældende specielt for skønlitterære forfattere. I dag er samarbejdet mellem de to foreninger tæt, godt og konstruktivt, men der er stadig forhold, hvor det er nødvendigt at kæmpe specifikt for de skønlitterære forfatteres vilkår.
I det daglige vejleder vi vores medlemmer i forhold omkring rettigheder, kontrakter, muligheder og snart sagt alle praktiske aspekter af livet som forfatter. Desuden uddeler vi en række legater og afholder en række årligt tilbagevendende arrangementer.
Måske allervigtigst bedriver vi en løbende indsats udi kunsten politisk lobbyisme, både som selvstændig indsats over for diverse ministre og partiordførere og andre relevante personer og organisationer, men også via vores samarbejdsorganisationer som fx Dansk Forfatterforening og Dansk Kunstnerråd. Vi arbejder også kontinuerligt for beskyttelsen og forbedringen af vores ophavsret, igen både selvstændigt og sammen med ligesindede, fx Copydan Tekst og Node, Forfatternes Forvaltningsselskab og Rettighedsalliancen.