Hvem er vi?
Danske Skønlitterære Forfattere (DSF) er en forfatterforening, der har som formål at varetage og forbedre de skønlitterære forfatteres vilkår.
Vi kæmper både for medlemmer og ikke-medlemmer, men jo flere vi repræsenterer, desto større vægt har vores stemme. God gammeldags fagforeningslogik, der mildest talt stadig er gyldig her i prekariatets tidsalder.
Vi er nødt til at udvise solidaritet som stand, som udøvere af en metier, hvis vi vil sikre os en rimelig betaling for vores arbejde. Vi er skønlitteraturens råvareproducenter, de skabende kunstnere: notorisk den mest underbetalte del af bogbranchen. Hvis overhovedet aflønnet.
Vi kræver vores ophavsret respekteret, anstændige kontrakter og en passende hyre for vores arbejde. Det opnår vi bedst ved at stå sammen.
Foreningen er officielt anerkendt som forhandlings- og interesse-organisation, blandt andet i forbindelse med kontraktforhandlinger, politiske høringer og ved sammensætningen af kulturelle råd og repræsentantskaber.
DSF blev stiftet i 1991 af en større gruppe forfattere, som brød ud af Dansk Forfatterforening for at styrke de vilkår, som gør sig gældende specielt for skønlitterære forfattere. I dag er samarbejdet mellem de to foreninger tæt, godt og konstruktivt, men der er stadig forhold, hvor det er nødvendigt at kæmpe specifikt for de skønlitterære forfattere.
I det daglige arbejde vejleder vi vores medlemmer i forhold omkring rettigheder, kontrakter, legatansøgninger osv.: Alle praktiske aspekter af livet som forfatter. Desuden uddeler vi diverse legater og priser og afholder en række årligt tilbagevendende arrangementer.
Måske allervigtigst bedriver vi en løbende indsats udi kunsten politisk lobbyisme, over for diverse ministre og partiordførere og andre relevante personer og organisationer.
Dette foregår både som en selvstændig indsats og via vores samarbejdsorganisationer som fx Dansk Forfatterforening , Danske Forlag og Dansk Kunstnerråd. Vi arbejder også kontinuerligt for beskyttelsen og forbedringen af vores ophavsret, igen både selvstændigt og sammen med ligesindede, fx Copydan, Forfatternes Forvaltningsselskab og Rettighedsalliancen.
Medlemsfordele
Der er en række konkrete fordele ved et medlemskab af DSF:
Advokatbistand: Som medlem har du om nødvendigt mulighed for gratis hjælp fra vores advokat.
Firmaaftaler: Som medlem har du adgang til fordele og rabatter hos en række firmaer og institutioner.
Kontraktrådgivning: Vi anbefaler altid, at du kontakter foreningen inden du underskriver en kontrakt med et forlag.
Kursusvirksomhed: Foreningen afholder jævnligt kurser i fx regnskab og revision, dramaturgi, masterclasses med udenlandske forfattere mm.
Kursuspuljen: Du kan ansøge om hel eller delvis finansiering af eksterne kurser.
Legater mv. Foreningen uddeler en række legater finansieret de ufordelbare midler fra Copydan Tekst & Node.
Mentorordning: Medlemmer kan ansøge om fuld finansiering af et mentorforløb (15 timer) med en behørigt honoreret forfatter efter eget valg, typisk til læsning af en konkret manuskript.
Månedsbreve og ugebreve: Foreningen udsender regelmæssige mails til medlemmerne med oplysninger om stort og småt, fx. ansøgningsdeadlines, refugier og andre aktuelle sager.
Sociale arrangementer: Foreningen afholder hvert år den traditionelle medlemsjulefrokost, en sommerfest og et socialt og fagligt arrangement for årets skønlitterære debutanter.
Anmod om medlemskab
Som medlemmer kan optages danske forfattere samt udenlandske forfattere med bopæl i Danmark, der har ophavsret til et selvstændigt, offentliggjort skønlitterært værk – roman, noveller, digte, essays, lyrik o.lign. – der er udgivet på et af bestyrelsen anerkendt forlag eller i et af bestyrelsen anerkendt andet regi.
For at blive medlem af Danske Skønlitterære Forfattere skal du anmode om medlemskab. Fortæl kort om dig selv og især dit forfatterskab med angivelse af din(-e) udgivelse(-r) og hvilke(-t) forlag, den/de er udkommet på.
Send anmodningen til kontor@forfattere.org. Din anmodning vil blive taget op af bestyrelsen og du får svar hurtigst muligt.
Medlemskontingentet udgør 3.000 kr. årligt og er fuldt fradragsberettiget på selvangivelsen (vi indberetter det på dine vegne). Om ønsket kan vi aftale betaling i rater.